Ny alliance på vej mellem lufttrafikstyringsselskaberne bag det Nordeuropæiske luftrum
De ni selskaber der står for lufttrafikstyringen i det nordeuropæiske luftrum danner nu en ny alliance. Alliancen skal styrke samarbejdet mellem selskaberne i bestræbelserne på at harmonisere og sikre større effektivitet i styringen af flytrafikken i hele det nordeuropæiske luftrum.
Samarbejdet indledes i juni 2011, hvor der udpeges et ledelsesteam, som i løbet af det næste år blandt andet skal forberede en række juridiske og finansielle aftaler som skal danne grundlag for det fremtidige samarbejde.
Den nye alliance, som foreløbig har fået navnet Borealis, bygger på de samarbejder der allerede er i gang i de to eksisterende fælles luftrumsblokke der er etableret mellem henholdsvis Danmark og Sverige og Irland og Storbritannien samt det planlagte samarbejde, hvor Norge, Island, Finland, Estland og Letland vil samle deres luftrum i en tredje fælles luftrumsblok.