|
|
Rejsegilde - nyt kontroltårn 29.1.2004
Morten Dambæk, direktør Naviair:
På Naviairs vegne vil jeg gerne byde ministeren, gode kolleger, håndværkere, medarbejdere hjertelig velkommen her til denne fejring af vi er nu er kommet godt igang med bygning af tårnet her i Københavns Lufthavn - et rejsegilde. For uanset at bygningen nu er rejst er der mange ting der udestår inden vi kommer helt i mål. Jeg er glad for at se at I er mødt så talstærkt op og meget glad for at ministeren har taget sig tid til at kommer herud til denne begivenhed.
Jeg vil selv gerne selv sige, at jeg har sat stor pris på den ihærdighed, dygtighed og stædighed der har været erlagt fra de involverede i tårnbyggeriet hidtil og jeg ser frem til at vi fortsætter - så stor tak for det.
Først vil trafikministeren tale siden vil direktørerne i det deltagende konsortium give en tale og efter talerne vil der være mulighed for et besøg i tårnet - og vi har fået vejrguderne med os i dag, så jeg kan love jer en pragtfuld udsigt fra toppen!
| | Trafikminister Flemming Hansen:
Først vil jeg sige tak til Morten Dambæk og tak fordi jeg fik lov at komme med. Og så slog det mig at I trods alt kaldte det - et rejsegilde - hvad kunne det ellers hedde når det har med luftfart at gøre!
Vi er i dag samlet til rejsegilde på et unikt byggeri her i Københavns Lufthavn. Det nye kontroltårn med en højde på 70 meter og 20 etager vil ikke alene blive et smukt vartegn for lufthavnen, men også for en stor del af Amager.
Når jeg ser på tårnet, er jeg ikke i tvivl om, at der er tale om byggeri, der har krævet mange ressourcer og nytænkning fra såvel rådgivere, ingeniører som arkitekter. Det både i relation til konstruktionerne og de valgte løsninger på forskellige problemstillinger, der har været rejst undervejs, Det har ikke mindst været vigtigt at sikre et godt arbejdsmiljø for de medarbejdere, der skal udføre deres arbejde i tårnet. Der er tale om et byggeri, som har stillet store krav til entrepenøren og de bygningshåndværkere, der har stået for opførelsen af kontroltårnet, og jeg vil i dag, hvor vi står med resultatet, takke jer for en meget flot indsats.
Jeg ved også, at der har været et særdeles godt og konstruktivt samarbejde med Københavns Lufthavn om virkeliggørelsen af projektet. Der er ikke tale om et traditionelt rejsegilde, som i gamle dage, hvor rejsegildet blev holdt, når tømrerne var færdige med tagkonstruktionen. I dag står vi med et færdigt byggeri, hvor kun ”indmaden” mangler. Alligevel har vi ikke turdet undlade at holde rejsegilde. For tænk, hvis der pludselig, som der var tradition for - for ikke så mange år siden – hang ”en død murer” i over 70 meters højde.
Jeg vil så også tilføje, at det – når vi ser resultatet i dag – er helt naturligt, at vi i dag sammen markerer, at de basale bygningsmæssige ting er på plads. Det er nu op til Flyvesikringstjenesten og deres leverandører af teknologi at fuldende denne meget synlige del af det såkaldte CASIMO projekt, så kontroltårnet kan afløse såvel det gamle kontroltårn fra 1971 som forpladskontrollen, der i dag ligger over terminalen. Dette har jeg forstået alt sammen vil være på plads i 2007, samtidig med at den nye kontrolcentral sættes i drift. Jeg ser også kontroltårnet som et synligt tegn på Københavns Lufthavns udvikling og centrale rolle som international lufthavn igennem de seneste mange år, og utvivlsomt også i mange år fremover. Derfor er det også vigtigt, at kontroltårnet er fremtidssikret. Det vil således kunne betjene en yderligere udbygning af lufthavnen med en terminal 4. Kontroltårnets højde og placering, de bedre værktøjer i form af nye og bedre systemer, og de bedre samarbejdsmuligheder mellem tårnpersonale og forpladspersonale ved at de bringes under samme tag, bidrager til kapacitetsforøgelse og optimering af trafikafviklingen på Københavns Lufthavn, samtidig med at det meget høje sikkerhedsniveau fastholdes – ja, måske forøges. Selvom tårnet først skal tages i operativ brug i 2007, vil jeg også i dag ønske Flyvesikringstjenestens personale tillykke med den nye fremtidige arbejdsplads.
Til sidst – endnu engang tak for indsatsen til alle, der har bidraget til virkeliggørelsen af denne dag.
Læs uddrag fra talerne af konsortiet: E. Pihl & Søn A.S. - Moe & Brødsgaard og Vilhelm Lauritzen Arkitekter | |
|
|