header-element.png
Voksende flyforsinkelser kræver politisk handling i EU
Dato
22.05.2019


Danske sommerferierejsende kommer til at betale prisen for mangel på flyveledere i Mellemeuropa. Flere end hver tredje flyafgang fra CPH kan blive forsinket.

Der er trængsel i det Europæiske luftrum, og der mangler flyveledere i Mellemeuropa. Den uheldige cocktail betyder, at antallet af forsinkede flyafgange og ankomster vokser og det vil også ramme de danske sommerferierejsende.

Sammenlagt nåede flyforsinkelserne i Europa sidste år op på 19 millioner minutter – en fordobling i forhold til året før. Og desværre ser det ikke bedre ud i år. Derfor opfordrer Naviair, som står for flyveledelsen i dansk luftrum, og Københavns Lufthavn til fælles politisk handling i EU.

Opfordrer til politisk handling
”Der er brug for en målrettet indsats i EU, så de lande, der er årsagen til forsinkelserne, får incitament til at investere i f.eks. uddannelsen af nye flyveledere.” siger administrerende direktør i Naviair, Carsten Fich.

Valget til Europa-Parlamentet nært forestående. Naviair og Københavns Lufthavn opfordrer til en bred dansk Europa-parlamentarisk indsats – gerne med fortsat støtte fra den danske regering og Folketinget.

”Der bør skabes fokus på problemstillingen og presses på for en fælles europæisk løsning. En løsning der giver incitament til at sikre tilstrækkelig kapacitet i det europæiske luftrum, så Danmarks og EU’s rejsende kan komme afsted på ferier og forretningsrejser uden forsinkelser,” siger Carsten Fich.

Forsinkelser er ikke bare til stor gene for de rejsende. De er også skyld i unødvendige negative klimapåvirkninger og koster luftfarten store økonomiske tab, understreger administrerende direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye.

”Vi har brug for politisk handling og vi har brug for det nu, så det ikke længere er de rejsende, miljøet og branchen, der betaler prisen for forsinkelserne, som travlheden i Mellemeuropa er skyld i,” siger Thomas Woldbye.

Strejker og mandskabsmangel
To tredjedele af forsinkelserne sker som direkte konsekvens af, at der mangler flyveledere og kapacitet i de travleste områder i Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg. Den sidste tredjedel af forsinkelserne er primært forårsaget af vejret og f.eks. strejker blandt især de franske flyveledere.

”Flyselskaberne, lufthavnene og Naviair gør hvad vi kan for at indhente den tid, flyene taber i luftrummet over Mellemeuropa. Men forsinkelserne rammer os som en dominoeffekt her i Danmark,” fortæller Naviairs Carsten Fich

Lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye supplerer:

”Dels ankommer mange fly for sent. Dels er det svært at komme afsted igen, fordi luftens motorveje sydpå er overfyldte. Det betyder, at mange fly må vente på at få tilladelse til at lette igen. Travlheden over det centrale Europa betyder også at fly, der er klar til rettidig afgang, ikke kan få lov at lette, fordi der ikke er plads på deres flyverute ned gennem Mellemeuropa,” forklarer Thomas Woldbye.

Faktaboks – sådan så sommeren 2018 ud (juni, juli og august)
> Gennemsnitligt blev mellem 40 og 50 procent af alle passagerflyvninger ud af CPH påvirket pga. forsinkelser i Europæisk Luftrum.
> Enkelte dage blev over 60 procent af alle passagerflyvninger ramt af forsinkelserne i Europæisk luftrum.
> Forsinkelserne varede i gennemsnit cirka 40 minutter

Kontakt:
Naviair / kommunikationsdirektør Bo Pedersen / +45 3247 7900
CPH / Pressechef Lars Lemche / +45 2614 0114


> Hent pressemeddelelsen som PDF



Communications & Public Affairs
+45 3247 7907 / presse@naviair.dk 
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk