Efter adskillige års fravær på grund af Corona, var der lørdag den 21. januar 2023 atter kulturnat i Nuuk.
Naviair var naturligvis med igen, og vi stillede op sammen med Arktisk Kommando og DMI.
De besøgende havde to muligheder for at blive klogere på Naviair. Dels blev der informeret om Naviair i bygningens foyer, men der var også åbent til vores operationelle område, hvor der blev berettet om arbejdet i både vores Flight Information Centre (FIC) og i vores Rescue Coordination Centre (RCC).
I løbet af de fire timer vi havde åbent under Kulturnatten, kom 845 mennesker igennem "tælleapparaterne", og cirka 300 af dem fik set både FIC og RCC. Umiddelbart var der stor tilfredshed at spore hos de besøgende, og forhåbentlig gik de alle hjem noget klogere på Naviairs rolle i luftrummet og havde fået en øget forståelse for vores betydning for det grønlandske samfund og luftfarten - hvor Naviair er en vigtig brik i arbejdet med at holde gang i “det flyvende Grønland”.
FIC'ens daglige leder Kristoffer Heiselberg havde denne kommentar efter Kulturnatten: - Der var godt nok run på igen i år. Vi har jo nærmest talt uafbrudt i fire timer, og jeg tror ikke, at vi havde kunne klemme så meget som en eneste gæst mere ind oppe i FIC og RCC. Men jeg synes, at det gik helt fantastisk, og det var dejligt at se og høre, at folk var interesserede i Naviair og i vores arbejde.
FIC-operatør, og guide i dagens anledning, Aqqalu Kreutzmann, var enig med Kristoffer Heiselberg og supplerede med denne kommentar: - Jeg synes nærmest, at vores Kulturnat gik fremragende! Det væltede ind med gæster og rigtig mange af dem fik set FIC og RCC. Min fornemmelse var også, at der var større interesse for Naviair i år, end ved de foregående kulturnætter i min tid hos Naviair.
Tak til de mange besøgende under årets Kulturnat i Nuuk, håber vi ses igen til Kulturnatten 2024.