Mandag den 9. oktober 2017 blev der foretaget endnu en vellykket raketopsendelse, yderligere ti satellitter blev sendt i kredsløb om jorden, og dermed rykker Aireon – og Naviair – tættere og tættere på verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly. Planen er at have alle satellitterne i drift om cirka et år.
Den 9. oktober klokken 14.37 dansk tid blev endnu en Falcon9 raket opsendt fra Vandenberg Air Force Base i Californien, USA. Ombord var den tredje ladning af ti satellitter, og de er nu sat i kredsløb i cirka 700 kilometers højde over jorden, og dermed er der nu opsendt 30 satellitter. De første 10 satellitter blev opsendt i januar 2017 og de næste 10 satellitter fulgte i juni 2017. Satellitterne bærer udstyr til verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly. Opsendelsen af de næste ti satellitter forventes gennemført inden for de næste to måneder.
For yderligere oplysninger om Aireon og Naviair, kontakt Kommunikationsdirektør Bo Pedersen, Naviair T +45 2026 5310 eller bop@naviair.dk