header-element.png
Succesfuld idriftsættelse af nyt ATM-System
Dato
11.05.2012


Succesfuld idriftsættelse af nyt Air Traffic Management System

Naviair har med succes gennemført en omfattende opgradering af IT-systemet, som styrer flytrafikken i det danske luftrum samt ind- og udflyvningen fra lufthavnene i København, Roskilde og Billund.

Den såkaldte COOPANS Build 1-opgradering blev gennemført planmæssigt til tiden og inden for det fastsatte budget. Opgraderingen blev gennemført i begyndelsen af april og systemet har siden været fuldt fungerende uden nogen former for gener eller forsinkelser for flyselskaberne eller de rejsende..
coopans_nyhed0512.jpg
Arbejdet med COOPANS Build 1 blev indledt i 2006 og har siden involveret omkring 150 medarbejdere i Naviair og kostet cirka 300 millioner kroner. Systemet bidrager til optimering af flyveledernes arbejde med trafikstyringen, og sikrer, at Naviair har et af de mest moderne og effektive trafikstyringssystemer i Europa.

Udviklingen af Build 1 er gennemført i samarbejde med irske IAA, svenske LFV og det franske firma Thales. Parterne stiftede i 2006 COOPANS-alliancen som er rammen om et intenst samarbejde om harmonisering, udvikling, installation og vedligeholdelse af ATM-systemer i Irland, Sverige og Danmark. Siden er Austro Control fra Østrig og Croatia Control fra Kroatien optaget i alliancen.

Samarbejdet giver både store økonomiske fordele og sikrer at partnerne i alliancen ligger i første række, når det gælder om at opfylde EU's ambitioner om en harmonisering af lufttrafikstyringen i Europa. Samtidig medfører samarbejdet, at flytrafikken i det fælles dansk-svenske luftrum (DK-SE FAB) har samme trafikstyringssystem.

Det anslås at flyvesikringstjenesterne i alliancen i gennemsnit sparer cirka 30 procent af omkostningerne til nye systemer.

- Der er tale om et velforberedt, grundigt og godt stykke arbejde som vi er stolte af i Naviair. Først og fremmest fordi systemet var velfungerende fra første minut. Men også fordi opgraderingen er med til at bekræfte, at vores strategi om udvikling af Naviair gennem internationale samarbejder og alliancer er rigtig. Blandt andet gennem resultaterne i COOPANS- alliancen kan vi sikre luftfarten den bedst mulige trafikstyring. Og vi er med til at harmonisere lufttrafikstyringen i Europa helt i tråd med målsætningen i EU's Single European Sky program, siger Morten Dambæk, administrerende direktør, Naviair.

Fra januar 2013 har både Naviair, IAA og LFV opgraderet selskabernes i alt fem kontrolcentraler med Build 1. Det betyder at systemerne i kontrolcentralerne herefter basalt set er ens.

Partnerne i COOPANS er allerede i gang med at udvikle næste systemopgradering, Build 2, som skal udrulles i både de fem danske, svenske og irske kontrolcentraler og i kontrolcentralerne i Østrig og Kroatien, således at i alt syv kontrolcentraler og fem lande i 2014 vil benytte COOPANS-systemet.

Har du brug for yderligere information, så kontakt:

Bo Pedersen
Kommunikationsdirektør
D +45 3247 7907


PR & Communications
+45 3247 7907

presse@naviair.dk

Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk