Natten mellem den 1. og 2. september løbes der ”Runway Night Run 2023” på Aalborg Lufthavn.
Løbet er et ‘non-profit’ arrangement og er et samarbejde mellem Aalborg Lufthavn, Flyvestation Aalborg og Løberen – og derudover medvirker de virksomheder, der varetager den daglige drift og afvikling af flytrafikken i Aalborg Lufthavn, hvilket også inkluderer Naviair.
Løbets overskud tildeles organisationer/events der støtter og arbejder med danske krigsveteraner i deres bestræbelser på genoptage/videreføre et aktivt idrætsliv, trods deres krigsskader.
Bjarne, daglig leder ved for Naviairs flyveledere i Aalborg, er med til at arrangere løbet – og var en af de oprindelige initiativtagere til løbet – og han glæder sig til nattens løb: - Runway Night Run blev tidligere løbet tilbage fra 2015 til 2018, så holdt vi en planlagt pause i 2019 – hvorefter vi, som så meget andet, blev ramt af corona, Men nu er vi klar til at prøve igen, og det glæder jeg mig til. For selve løbets praktiske gennemførelse, er det en forudsætning, at både lufthavnen og Air Transport Wing Aalborg i praksis støtter op om arrangementet og lukker ned for banerne i nogle timer mens løbet står på. Det gør de heldigvis.
Om Naviairs rolle i løbet siger Bjarne: - Vi bidrager med det praktiske omkring lukningen og åbningen af banerne i samarbejde med lufthavnen og forsvaret, og så sørger vi for at få placeret marshalls de rigtige steder ude på ruten – samt giver en sikkerhedsbriefing til både deltagere og de frivillige marshallere.
Der stiller ca. 1.300 deltagere til start, og de kan deltage på 5 km gang, 5 km løb eller 10 km løb.