header-element.png
Pressemeddelelse: Naviair og DATCA har indgået en aftale
Dato
15.06.2023

Efter en række konstruktive forhandlingsmøder har Naviair og flyveledernes fagforening DATCA indgået en aftale, der skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum.

Med en aftale på plads kan Naviair nu få stabiliseret driften og fokusere på at få fastholdt og uddannet flere flyveledere.

Aftalen mellem Naviair og DATCA har til formål at afhjælpe den akutte mangel på flyveledere, der er opstået på baggrund af en for stor reduktion i antallet af flyveledere under corona-pandemien samt en for lav rekruttering gennem 2010’erne.

Konstitueret adm. direktør, Mads Kvist Eriksen, udtaler:
- Jeg glæder mig over, at vi i fællesskab har fundet nogle gode løsninger, som sikrer, at vi kan normalisere vores drift til gavn for flyselskaber, lufthavne og passagerer. Med aftalen er det vores klare forventning, at vi hurtigt vil se en markant reduktion af forsinkelser forårsaget af Naviair.

Formand for DATCA, Esben Blum, udtaler:
- Flyvelederne ønsker at komme ud af den uholdbare situation Naviair har bragt sig i, og derfor indgår vi nu en aftale. Der er ikke tale om en langsigtet løsning som vi kunne have tænkt os den, men vi mener at det er vigtigt at der bliver skabt ro til at prøve at finde de langsigtede løsninger for Naviairs fremtid. Vi ser fortsat en risiko for at denne aftale ikke i tilstrækkelig grad sikrer fastholdelse, men det må tiden vise. Flyvelederne giver nu Naviair en hjælpende hånd ved en ekstraordinær fleksibilitet i en periode fremover, så Naviair kan bruge tiden på at komme i balance på lang sigt.

Trafikdirektør i Naviair, Thorsten Elkjær, udtaler:
- Jeg vil gerne takke vores flyveledere for at yde en ekstra indsats, indtil vi får opbygget et mere robust Naviair. Det er nødvendigt for, at vi kan imødekomme det stigende trafikniveau og samtidig levere flyvekontroltjeneste af høj kvalitet. Derfor vil vi som ledelse samtidig fortsætte med løbende at rekruttere og uddanne nye flyveledere, så der fremadrettet sikres tilstrækkeligt med ressourcer til at understøtte trafikken.
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk