”Nordic Upper Area Control Centre”
”Nordisk kontrolcentral for det øvre luftrum”
Fra januar 2002 har de nordiske lufttrafiktjenester indgået et formelt samarbejde om at undersøge mulighederne for en fælles levering af flyvekontrol i det øvre luftrum over Norden.
Der er fra samme dato etableret en projektorganisation, der skal undersøge og detaljeret beskrive mulighederne for oprettelse af en fælles organisation, der får tilladelse til at levere flyvekontrollen i det øvre luftrum.
Baggrund
Baggrunden for dette initiativ er den beslutning, der blev truffet i forbindelse med de europæiske trafikministres møde i år 2000, hvor den svenske trafikminister offentliggjorde, at de 4 nordiske landes trafikministre var enige om at undersøge mulighederne for etablering af en fælles virksomhed for levering af flyvekontrol i det øvre luftrum over de nordiske lande. Cheferne med ansvar for lufttrafiktjenesten i de 4 lande igangsatte herefter arbejdet med et forslag til en organisation, en plan for implementeringen og en finansiel analyse for etablering af det navngivne: ”Nordic Upper Area Control Centre” (NUAC).
Resultatet af dette arbejde blev præsenteret i en såkaldt Survey Report, der indeholder en overordnet beskrivelse af væsentlige emner som:
Sikre, at de nordiske lufttrafiktjenester imødekommer flyselskabernes krav til kapacitet og sikkerhed
Opnå lavere omkostninger til udvikling af fremtidige systemer til flyvekontrol (ATMS = Air Traffic Management Systems)
Forbedre/udbygge det operationelle samspil imellem kontrolcentraler,
Forøge fleksibilitet imellem de nordiske flyvekontrolenheder gennem bedre anvendelse af begrænsede ressourcer (f.eks. flyveledere).
Indføre fælles nordiske operationelle rutiner.
Den indledende ”Survey Report”
Den fremlagte ”Survey Report”, er siden blevet diskuteret af direktørerne, som har konkluderet at:
Der med virkning fra den 1. januar 2002 etableres et nordisk projekt med det formål senere at oprette et aktieselskab eller anden godkendt legal enhed, der pålægges at udøve flyvekontrol i et nærmere defineret luftrum over Danmark, Finland, Norge og Sverige. I kommissoriet for projektorganisationen er det foreslået, at der skal gøres brug af de allerede eksisterende installationer i den nye kontrolcentral i Malmö.
Projektet skal undersøge muligheder for et samarbejde imellem de 4 landes lufttrafiktjenester hvad angår udvikling af ATM-systemer
NUAC-projektets opgaver og tidsplan
Projektgruppens første opgave kaldes fase 1 og er ”Planlægning af overdragelse” (af flyvekontrol) der forventes færdig medio 2002.
Fasen indeholder en række prioriterede opgaver blandt andet:
Definering af det operationelle miljø
Beskrivelse af de institutionelle og organisatoriske forhold
Afklare operationelle og tekniske krav/ønsker
Afklare personalemæssige forhold
Udarbejdelse af en Safety plan
Udarbejdelse af en økonomisk analyse
Beskrivelserne skal være så detaljerede, at de kan danne grundlag for en beslutning om projektet skal fortsættes og i givet fald hvornår.
Fase 2,3 og 4 vedrører detailplanlægning, operationel overdragelse og opfølgning. Projektet forventes at være endelig afsluttet i år 2009.
Organisering af projektet
NUAC-projektet ledes af en styregruppe, der består af cheferne for de fire lufttrafiktjenester i Norden. Formand for styregruppen er chef for den svenske lufttrafiktjeneste Lennart Jönsson.
En Projektgruppe har ansvaret for gennemførelse af de 4 faser og refererer til styregruppen. Projektleder er flyveleder Lars Lönberg (S) og assisterende projektleder er flyveleder Erling Fallesen (DK).
Medarbejdernes og brugernes interesse bliver varetaget af to følgegrupper.
Brugerne er repræsenteret af deltagere fra de fire landes militære myndigheder og flyselskaberne SAS og Finnair.
Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk