Thorsten Elkjær, 41 år, tiltræder 12. oktober 2020 som ny COO i Naviair.
Thorsten Elkjær bliver ansvarlig for alle operative aktiviteter i Naviair, herunder kontrolcentralerne i København og Nuuk og tårnene i en række danske lufthavne. Han indtræder som medlem af den daglige direktion i Naviair.
Thorsten Elkjær starter som COO med stor kompetence og erfaring inden for ledelse og operativ drift i Naviair. Han blev tidligere i 2020 udnævnt til Director Operations og stedfortrædende COO efter fem år som driftsdirektør for Tower & Approach Services.
Inden da var han fra 2013 til 2015 chef for Kastrup Tårn. I 2010 til 2013 høstede Thorsten Elkjær internationale erfaringer som flyveleder i Dubai.
Han blev uddannet som flyveleder i Naviair i perioden 2000 til 2003 og var i årene efter flyveleder i Kastrup. Men allerede i 2007 fik han sit første lederjob som operationel leder i Kastrup-tårnet.
Interessen for ledelsesopgaver har også ført til blandt andet en MBA fra Henley Business School i 2020.