Naviairs direktør valgt til vigtig position i lufttrafikstyringsbranchen
Dato
17.06.2015
På CANSOs årlige generalforsamling (AGM) d. 16. juni 2015 er Morten Dambæk, Naviairs administrerende direktør, blevet valgt til CANSOs globale bestyrelse Executive Committee, kaldet ExCom. Morten Dambæk er valgt for en periode på tre år.
CANSO er den globale brancheorganisation for virksomheder, der leverer lufttrafiktjenester, og ExCom er organisationens øverste ledelse, som fastlægger CANSOs overordnede strategi.
ExCom har 11 medlemmer. Heraf vælges de fire af generalforsamlingen. De fem formænd for regionerne Afrika, Asien og Stillehavsområdet, Europa, Latin Amerika og Caribien samt Mellemøsten er også medlemmer. Herudover er de associerede medlemmer fra flyselskaberne og luftfartsindustrien repræsenteret med et medlem i ExCom, og endelig er formanden for CANSO også medlem af ExCom.
CANSO har 79 lufttrafikstyringsvirksomheder som faste medlemmer og yderligere 89 flyselskaber og luftfartsindustrivirksomheder som associerede medlemmer.
Samtidig med valget af Morten Dambæk blev Naviair endvidere valgt som vært for AGM i 2017, som skal afvikles i København. AGM er en af de største årlige events inden for branchen.