Naviairs administrerende direktør, Morten Dambæk, er af Flyvejournalisternes Klub hædret med tildelingen af Luftfartspokalen 2014.
Pokalen blev tildelt Morten Dambæk ved Flyvejournalisternes Klubs traditionsrige julearrangement, der blev afholdt i Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn i Kastrup den 5. december.
Morten Dambæk fik pokalen for en lang og resultatfuld indsats for luftfarten.
Ved overrækkelsen sagde formanden for Flyvejournalisternes Klub, Preben Kjær at pokalen tildeles en person eller en organisation der har gjort noget unikt for luftfarten, som er velrenommeret og som kommer fra en organisation med et godt omdømme.
”Det er absolut vilkår som Morten Dambæk på alle måder opfylder,” sagde Preben Kjær.
Morten Dambæk takkede for prisen og sagde blandt andet:
”Jeg ved godt at den her pokal er en personlig hædersbevisning. Men det er vigtigt at understrege, at alle de resultater, jeg har været med til at opnå er opbygget på grundlag af både samarbejdet med en række ildsjæle og af en stor indsats fra de hundredevis af dygtige kolleger – fra yngste mand til veteranerne - som har arbejdet i Naviair gennem tiden. Derfor vil jeg tillade mig at dele æren for pokalen med dem – ingen nævnt og ingen glemt.”
Han lovede, at Naviair også fremover vil arbejde ambitiøst og målrettet på at levere den bedste lufttrafikstyring til den lavest mulige pris.
”Vi vil naturligvis levere en trafikafvikling uden forsinkelser – som vi allerede har gjort det så længe, at vores kunder tror, vi har fejl i vores præsentationer, når grafen for forsinkelser, som vi har ansvaret for er helt blank. Men heldigvis er det ikke en fejl. Sådan er den vare, vi leverer!”
”På prissiden arbejder vi konstant med en stram omkostningsstyring – og hvis I ikke allerede har hørt det, så kan jeg da med fornøjelse oplyse, at vi her fra første januar sænker taksten for at flyve en route i dansk luftrum med over 11 procent. Det er den højeste procentvise prisreduktion i Europa i 2015,” sagde Morten Dambæk.
Luftfartspokalen er en hædersbevisning der tildeles for en særlig indsats på flyvningens område. Den er uddelt af Flyvejournalisterne siden 1948. Blandt tidligere modtagere er blandt andre statsminister H. C. Hansen, Eilif Krogager, HKH Prins Henrik, Simon Spies, Gunner (Nu) Hansen og HKH Kronprins Frederik. Flyvelederne, som i dag udgør Naviairs største medarbejdergruppe, modtog Luftfartspokalen i 1997.
Morten Dambæk flankeret af Preben Kjær og Lise Tajik
fra bestyrelsen i Danske Flyvejournalisters Klub.
PR & Communications |
Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk