Verdens første satellitbaserede globale overvågningssystem for flytrafik stilles nu gratis til rådighed for luftfarten i rednings- og eftersøgningssituationer.
Fra 2017 forventes det, at det nye system er i fuld drift og dermed vil det være muligt med stor nøjagtighed at spore alle fly med ADS-B udstyr overalt på kloden. I dag er det kun cirka 10 procent af jordens overflade der er dækket af henholdsvis radar og jordbaseret ADS-B.
Virksomheden bag det nye satellitsystem, amerikanske Aireon LCC, har besluttet at de nye sporingsdata skal stilles gratis til rådighed for luftfarten i nødsituationer. Det indebærer, at både lufttrafikstyringsselskaber, flyselskaber, redningscentraler, myndigheder og andre relevante dele af luftfarten over alt på kloden kan rekvirere meget præcise overvågningsdata i eftersøgnings- og redningsaktioner.
Fra et døgnbemandet call-center vil Aireon distribuere alle historiske og aktuelle data om det eftersøgte flys bevægelser og position til de relevante instanser. Langt de fleste kommercielle fly har allerede i dag det nødvendige ADS-B udstyr installeret, så for store dele af luftfarten vil det ikke indebære ekstraomkostninger at være dækket af det nye system.
Den nye tjeneste, Aireon Aircraft Locating and Emergency Response Tracking (Aireon ALERT), sættes i drift, så snart de 66 satellitter i det nye overvågningssystem er på plads og i drift i kredsløb omkring jorden. De første satellitter sendes op i foråret 2015 og efter planen skal systemet være fuldt operativt fra 2017.
Danske Naviair er blandt partnerne bag Aireon samarbejdet der endvidere omfatter canadiske NAV CANADA, irske IAA, italienske ENAV og amerikanske Iridium Communications inc.
>> Læs Aireons pressemeddelelse her
Eventuelle spørgsmål kan rettes til kommunikationsdirektør Bo Pedersen på telefon: 3247 7900 eller på mail: bop@naviair.dk
PR & Communications |
Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk