Det er ikke fordi vores flyveledere tramper i pedalerne, kører motorcykler foran feltet eller flyver de helikoptere, der på fornemmeste vis sørger for flotte TV-billeder til de mange hundrede millioner seere…
Men Naviair og flyvelederne er stadig en del af det store Tour de France setup, for under løbet vil dele af luftrummet være afspærret - og der skal jo også kommunikeres med de mange helikoptere, og her kommer vi i spil - dels i form de meldinger der bekendtgør, hvor og hvornår luftrummet er lukket - men også når helikopterne checker ind på frekvensen og skal dirigires til og fra landing i fx Roskilde eller Billund.
Christina, flyveleder i Roskilde, siger om den kommende weekends opgaver: - Som flyveleder og rytter på Team Rynkebys velgørenhedshold er det en glæde at kunne bidrage til afviklingen af så stor en begivenhed som Tour de France. Det er fantastisk, at man har valgt at starte det legendariske cykelløb i Danmark. Jeg har som en del af min forberedelse frem mod Teams Rynkebys cykeltur til Paris, selv været så heldig at køre den exceptionelt smukke 2. etape fra Roskilde henover Storebæltsbroen til Nyborg. Selvom vi i flyveledelsen ikke er en direkte del af cykelløbet, er det en fornøjelse at medvirke til en sikker afvikling af lufttrafikken, så direkte TV-transmissioner bliver mulige til glæde for alle seerne.
Udover arbejdet under selve etaperne, hvor man regner med at 5-6 helikoptere vil være i luften, forventes også nogle ekstraflyvninger ind og ud af Roskilde og Billund, for de mange ryttere, mekanikere, massører og sportschefer skal jo også ind og ud af Danmark.
Naviair søger for øvrigt efter flyvelederaspiranter for tiden, så kunne du tænke dig at blive kollega med Christina eller en af vores mange andre flyveledere, er det nu du har chancen: