Mindre rødt kød og flere miljøvenlige fødevarer reducerer Naviairs CO2-udledning på madforbrug med 28 procent.
Naviair har i tæt samarbejde med vores kantineleverandør reduceret CO2-aftrykket på madforbrug med 28 procent i 2022 i forhold til 2021, svarende til 73 ton CO2. Det flotte resultat er kommet i hus på trods af, at Naviairs samlede madforbrug samlet steg med 3 ton i 2022. Reduktionen er realiseret gennem mindre forbrug af oksekød og et fokus på forbrug af mere bæredygtige fødevarer.
Fødevarers CO2-aftryk udgør omkring en tredjedel af de samlede menneskeskabte CO2-udledninger, idet alt fra produktion, forarbejdning, transport, tilberedning og madspild indgår i CO2-aftrykket. Naviair har derfor arbejdet på at reducere vores madforbrugs CO2-aftryk. Tal fra vores kantineleverandør viser, at CO2-udledningen per kg mad er faldet fra 3.1 kg CO2 til 2.2 kg CO2. Dette er sket uden at gå på kompromis med kostens næringsindhold, da indholdet af protein, kulhydrater, fedt og fibre ligger tæt op ad ernæringsmæssige anbefalinger.
Naviair har dermed allerede opnået sit 2026-mål om en CO2-reduktion på 10 procent på vores kantineleverandørs madforbrug i forhold til 2021. Fokus vil derfor fremadrettet være på at bibeholde den lave CO2-udledning per kg mad samt undersøge og samarbejde med kantineleverandøren om, hvordan CO2-udledningen på madforbruget kan reduceres yderligere, uden at nedprioritere smag og kvalitet.