header-element.png
Greenland Airports og Naviair underskriver aftale om ny flyveleder-løsning i Nuuk
Dato
17.12.2025

Greenland Airports og Naviair har underskrevet en aftale om etablering af et TMA (Terminal Control Area) med flyveledelse ved Nuuk Internationale Lufthavn.

Den nye løsning forventes at være i drift til maj 2026 og vil løfte de kapacitetsbegrænsninger, som Trafikstyrelsen indførte i september.

Med TMA-løsningen bliver håndteringen af lufttrafikken mere effektiv, da flytrafikken fremover styres af flyveledere i et defineret område, inden den overgår til AFIS-tjenesten.

Jens Lauridsen, CEO for Greenland Airports, udtaler:
"Denne aftale er en investering i fremtiden. Den nye flyveleder-løsning skaber et stærkt fundament for vækst og effektivitet i Nuuk Lufthavn. Vi har stor tillid til Naviairs kompetencer og ser frem til et godt samarbejde.”

TMA’et etableres i Naviairs flyveinformationscentral i Nuuk (FIC), og bygger dermed videre på Naviairs eksisterende og centrale rolle i at levere sikker og effektiv lufttrafiktjeneste i det nedre grønlandske luftrum.

Anders Rex, CEO for Naviair, tilføjer:
"Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til den fremtidige trafikafvikling i Nuuk Lufthavn til gavn for luftrumsbrugere og det grønlandske samfund. Naviair har leveret lufttrafiktjeneste i Grønland igennem mange år, og vi ser frem til at fortsætte og udvikle det gode samarbejde med Greenland Airports”.

Aftalen markerer et vigtigt skridt i moderniseringen af Grønlands luftfartsinfrastruktur og skaber bedre rammer for fremtidig vækst i passagertrafikken.

Du kan læse mere om, hvad et TMA er i Greenland Airports nyhed "Status på restriktionerne i Nuuk lufthavn: ny flyvelederløsning på vej"
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk