Med en vellykket raketopsendelse lørdag aften er verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly nu tæt på at blive til virkelighed. Bag projektet står blandt andre den statsejede danske virksomhed, Naviair.
Klokken 18.54 lørdag aften dansk tid blev en Falcon9 raket sendt op fra Californien i USA. Ombord var ti satellitter, som nu er sat i kredsløb i cirka 700 kilometers højde over jorden. Satellitterne bærer blandt andet udstyr til verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly.
Når yderligere 60 satellitter i løbet af de kommende 18 måneder er på plads i rummet, vil det være muligt for første gang nogensinde at overvåge flytrafikken overalt på kloden. Den eneste forudsætning er at flyene er udstyret med en såkaldt ADS-B transponder, og det er langt størstedelen af de kommercielle fly allerede i dag. Via senderen transmitterer flyet sine informationer op til satellitterne. Systemet skal efter planen være i fuld drift i 2018. I dag foregår overvågningen udelukkende via jordbaserede systemer som kun dækker omkring 30 procent af jordkloden.
Det amerikanske firma Aireon står bag systemet og i ejerkredsen bag Aireon er blandt andet danske Naviair. Naviair er også en aktiv partner i samarbejdet om at udvikle og udbrede brugen af systemet. Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed, som er ejet af den danske stat. Virksomheden står blandt andet for lufttrafikstyringen i Danmark og Grønland.
Det nye overvågningssystem vil bidrage til øget sikkerhed ved redningsaktioner og eftersøgning efter forsvundne fly, fordi det nu bliver muligt at identificere flyenes position meget nøjagtigt i de store områder på jorden, som ikke er dækket af de hidtidige overvågningssystemer. Samtidig vil systemet være en stor fordel for luftfarten, som nu kan afvikles mere effektivt af lufttrafikstyringen. Dermed kan flyselskaberne spare flyvetid og brændstof og samtidig giver det en fordel for miljøet i form af mindre udledning af CO2 og NOx’er.
En analyse foretaget af Purdue University School of Aeronautics and Astronautics i USA har netop konkluderet, at satellitbaseret overvågning af flytrafikken vil spare miljøet for udledning af i alt 14,3 millioner ton CO2 i perioden fra 2020 til 2030. Det svarer til den årlige forurening fra 300.000 biler.
Muligheden for at udnytte de optimale flyveruter bedre vil samtidig betyde så store brændstofbesparelser, at flyselskaberne for eksempel - baseret på de aktuelle brændstofpriser - i gennemsnit vil spare op imod 4000 kroner pr flyvning mellem Europa og USA.
”Der er tale om et virkelig betydeligt fremskridt for luftfarten. Derfor er jeg stolt over at Danmark, gennem Naviair, er med til at spille en positiv rolle for udviklingen af den globale luftfart. Det er med til at give Danmarks rolle i international luftfart en ny og større dimension,” siger Transport-, Bygnings- og Boligminister, Ole Birk Olesen.
Ministeren lægger vægt på at Aireon-systemet blandt andet vil være til stor gavn for flytrafikken over Grønland.
”I dag har flyvekontrollen kun viden om flyenes position gennem indberetninger over radioen fra piloterne. Når Aireon systemet kommer i drift vil både flyveledere og myndigheder konstant være fuldt opdaterede om flyenes position. Dermed kan man placere flyene tættere på hinanden og øge udnyttelsen af luftrummet – og skulle et fly uheldigvis komme i vanskeligheder, så kan man præcis udpege, hvor redningsfolkene skal sætte ind. Det er et stort fremskridt. Og der er jo tilmed tale om brug af kendt teknologi som Naviair allerede har stor ekspertise i fra deres anlæg på jorden. Nu flytter teknologien ud i rummet, hvor man populært kan sige, at overblikket bliver meget større,” siger Ole Birk Olesen.
Foruden Naviair er NavCanada, irske IAA, italienske ENAV og amerikanske Iridium med i ejerkredsen bag Aireon.
> Læs pressemeddelelsen fra Aireon: Aireon Announces Successful First Launch for Space-Based ADS-B Network
For yderligere oplysninger om Aireon og Naviair, kontakt Kommunikationsdirektør Bo Pedersen, Naviair på telefon +45 20265310 eller på mail: bop@naviair.dk
PR & Communications |
Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk