header-element.png
FIC/RCC atter med i succesfuld SAR-aktion
Dato
30.07.2024

Mandag den 29. juli 2024 oplevede et mindre privatfly, en PA46/Malibu, motorproblemer under en flyvning fra Goose Bay, Canada til Narsarsuaq, Grønland. Flyet udsendte først en PAN-PAN melding, efterfulgt af en MAY DAY opkald, som indikerede alvorlige problemer med motoren. Flyet nødlandede på vandet vest-sydvest for Qaqortoq, men begge ombordværende blev reddet og er i god behold.

Redningsaktionen blev koordineret af Naviairs Flight Information Centre (FIC) og Rescue Coordination Centre (RCC) i Nuuk i samarbejde med Arktisk Kommando.

Naviair/FIC havde under redningsaktionen rollen som SMC (SAR Mission Coordinator) – og havde dermed den overordnede rolle i aktionen, der også inkluderede at anmode Arktisk Kommando om assistance fra Arktisk kommandos enheder, som var i området.

En nærliggende Danish Airforce CL60 Challenger havde en central rolle i operationen, da den både var hurtigt i området og samtidig kunne give vigtige informationer videre til Naviair/FIC, blandt andet blev det rapporteret, at to personer var sikkert ombord på en redningsflåde. Kort tid senere ankom et flådefartøj fra Arktisk Kommando, TRITON, og reddede de to personer, som var i god behold.

For Naviairs ansatte i vores FIC- og RCC-enhed endte det med at blive en dag, hvor alt gik op i en højere enhed og en dag hvor man godt kan forstå, hvis man gik glad og stolt hjem fra arbejde.

Fra Naviair skal lyde et stort tak til Arktisk Kommando for et rigtigt godt samarbejde under SAR-aktionen.
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk