header-element.png
Endnu en vellykket raketopsendelse for Aireon
Dato
25.06.2017


Med endnu en vellykket raketopsendelse den 25. juni er yderligere ti satellitter nu i kredsløb om jorden og verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly er kun et år fra at være i drift.

Den 25. juni klokken 22.25 dansk tid blev endnu en Falcon9 raket sendt op fra Californien i USA. Ombord var ti satellitter, som nu er sat i kredsløb i cirka 700 kilometers højde over jorden sammen med de første ti satellitter, der blev sendt i afsted tilbage i januar måned. Satellitterne bærer udstyr til verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly.

“Med to succesfulde opsendelser er vi godt på vej i processen mod at gøre vores vision til virkelighed. Ligesom ved vores første opsendelse, har vi gennemgået utrolig mange tests og valideringer – og har dermed sikret den bedst mulige operationelle effektivitet i endnu et skridt på vejen mod vores globale overvågningssystem”, siger Vinny Capezzuto, CTO og Vice President of Engineering i Aireon.

Danske Naviair er partner og medejer af Aireon og medvirker aktivt til implementeringen af overvågningssystemet, som forventes i fuld drift i 2018 når alle 70 satellitter er i kredsløb. Med Aireons system bliver det for første gang nogensinde muligt at overvåge flytrafikken overalt på kloden. Hidtil er det kun muligt at overvåge flytrafikken over cirka 30 procent af jordoverfladen via jordbaserede systemer. I de øvrige områder bevæger flyene sig i dag uden at nogen flyvekontrol har mulighed for at følge dem. Den eneste forudsætning for at bliver opfanget af Aireons system er, at flyene er udstyret med en såkaldt ADS-B transponder, og det er langt størstedelen af de kommercielle fly allerede i dag. Via senderen transmitterer flyet sine informationer op til satellitterne. Systemet skal efter planen være i fuld drift i 2018.

Det nye overvågningssystem vil bidrage til øget sikkerhed ved redningsaktioner og eftersøgning efter forsvundne fly, fordi det nu bliver muligt at identificere flyenes position meget nøjagtigt i de store områder på jorden, som ikke er dækket af de hidtidige overvågningssystemer. Samtidig vil systemet være en stor fordel for luftfarten, som nu kan afvikles mere effektivt af lufttrafikstyringen. Dermed kan flyselskaberne spare flyvetid og brændstof og samtidig giver det en fordel for miljøet i form af mindre udledning af CO2 og NOx’er.

Foruden Naviair er NavCanada, irske IAA, italienske ENAV og amerikanske Iridium med i ejerkredsen bag Aireon.


For yderligere oplysninger om Aireon og Naviair, kontakt

Kommunikationsdirektør Bo Pedersen, Naviair
T +45 2026 5310 eller 
bop@naviair.dk 
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk