header-element.png
Anne Birgitte Lundholt stopper i Naviairs bestyrelse
Dato
19.05.2023

Naviairs bestyrelsesformand Anne Birgitte Lundholt stopper efter en årrække i bestyrelsen. Lundholt træder tilbage ved Naviairs generalforsamling i starten af juni.


Anne Birgitte Lundholt har siddet i Naviairs bestyrelse siden selskabet blev stiftet i 2010:


”Det har været en spændende opgave, hvor dygtige medarbejdere og ledelsesmedlemmer har gjort en kæmpe forskel for selskabet. De sidste år har bestyrelsesarbejdet naturligvis været præget af Corona. Efter den globale pandemi, der satte alle fly på jorden over hele verden, står Naviair med en stor gæld. Også selvom vi i Naviair strammede bardunerne af hensyn til vores kunders omkostninger. Den gæld skal nedbringes, og det er man fra direktionens side godt i gang med sammen med en række andre vigtige projekter for at styrke og modernisere fremtidens flystyring, herunder digitale tårne.” 


Naviair er ejet af staten, og Anne Birgitte Lundholt har således været udpeget af regeringen i sine år som frontfigur for Naviair: 


”Jeg har allerede den 4. januar i år meddelt Transportministeren, at jeg efter mere end 12 år, faktisk hele selskabet levetid, som formand, var klar til at udtræde. Men da Transportministeren kort før generalforsamlingen bad mig og Naviairs revisionsudvalgsformand, med samme anciennitet, om at blive et par måneder ekstra, lod jeg mig overtale til det.” 


Ovenstående betyder, at Lundholts sidste bestyrelsesmøde bliver den 2. juni. Herefter vil der blive afholdt virksomhedsmøde med nyvalg af minimum 3 medlemmer, samt udnævnelse af ny formand og nyt revisionsudvalg. Der vil kun være 2 af de nuværende ejervalgte medlemmer tilbage. 


De seneste uger har der været fokus på Naviair pga. de igangværende drøftelser med flyvelederne om bl.a. løn. Anne Birgitte Lundholdt siger: 


”Jeg har selvfølgelig noteret, at min periode på 12 år som formand har været oppe i debatten. For mig har det vigtigste været at hjælpe Naviair i en svær periode og overholde min aftale med ministeren. Det havde været let at forlade posten i marts, men jeg har også haft et ansvar for at sikre, at selskabet ikke blev bragt ud i et ledelsestomrum på et udfordrende tidspunkt. Naviair har en dygtig direktion, som har fungeret rigtig godt i den vanskelige tid. De arbejder dag og nat for at få Naviair godt videre til glæde og gavn for kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.”  


Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk