header-element.png
Aireon: Verdens første globale overvågningssystem for fly i drift
Dato
02.04.2019




Flytrafikken over den nordlige del af Atlanterhavet kan fra i dag overvåges i realtid i korridoren mellem Storbritannien og Canada. Dermed kan flyvelederne for første gang følge flyenes præcise bevægelser i en del af de store områder der hidtil har været uden for overvågningssystemernes rækkevidde. Med det nye satellitbaserede overvågningssystem, Aireon, er der ikke mere store mørklagte områder, hvor flyvekontrollen udelukkende er baseret på periodiske radioindberetninger fra piloterne. Det giver både mere effektiv trafikafvikling og større flyvesikkerhed. 


Danmark spiller en rolle, når luftfarten i dag – inden for flyvekontrollen - tager det måske største skridt fremad siden radaren blev indført. Danske Naviair er nemlig med i ejerkredsen bag fly-overvågningsvirksomheden, Aireon, der har åbnet verdens første globalt dækkende overvågningssystem for fly. 

Det nye system, der er baseret på 66 satellitter i kredsløb omkring jorden, dækker 100 procent af jordens overflade, mens de hidtidige jordbaserede systemer kun dækker omkring 30 procent. For de store øde egne på jorden betyder det, at flyvelederne nu kan se flyene på deres radarskærme i realtid. Hidtil har de været afhængige af periodiske indberetninger over radioen fra piloterne og derfor har informationerne om flyenes placering kun været baseret på estimater. 

For de områder over Nordatlanten som fra i dag overvåges via Aireon-systemet, betyder de nye data både øget effektivitet og sikkerhed. Som følge af de nøjagtige data er usikkerheden omkring flyenes position i forhold til hinanden nu elimineret og minimumsafstandene mellem flyene kan derfor reduceres fra hidtil 40 sømil og helt ned til blot 14 sømil. Det betyder, at der bliver plads til flere fly i de bedste jetstrømme og at den gennemsnitlige flyvetid derfor kan reduceres. Samtidig sparer flyene brændstof. Det er beregnet til at medføre en gennemsnitlig besparelse pr. flyvning på 300 USD. 

Analyser fra NAV CANADA og britiske NATS viser endvidere, at den samlede sikkerhedsrisiko for flyvning over Nordatlanten reduceres med 76 procent efter idriftsættelsen af Aireon-systemet. 

Nordatlanten er i dag det tættest trafikerede luftrum over oceanerne med flere end 500.000 årlige flyvninger. Prognoserne forudsiger at trafikken vil stige til 800.000 årlige flyvninger i 2030. 

I løbet af de kommende år forventes det, at brugen af systemet bliver udbredt til alle egne i verden. Allerede inden udgangen af 2019 vil yderligere 9 landes flyveledelser tage Aireon-signalerne i brug på deres radarskærme. 

Det danske luftrum er allerede fuldt overvågningsdækket af jordbaserede radarsystemer og derfor ser Naviair primært fordelen ved det nye system i Grønland, hvor store områder er uden overvågningsdækning. I det øvre luftrum over 19.500 fods højde vil Aireon nu blive indfaset i Grønland via blandt andet NAV CANADA. Her afvikles langt de fleste flyvninger i dag. I det nedre luftrum er det ambitionen i første omgang at anvende Aireon-signalerne til eftersøgnings- og redningsopgaver. På lidt længere sigt kan det også blive aktuelt at anvende signalerne til trafikafviklingen internt i Grønland. 

Naviair ejer 4,4 procent af Aireon. De øvrige partnere er NAV CANADA, amerikanske Iridium Communications, britiske NATS, italienske ENAV og irske IAA. 

> Læs mere om Aireon: www.aireon.com
- og Aireons media-kit kan findes her: www.aireon.com/mediakit 


Ønsker du yderligere information, kontakt: 
Bo Pedersen
Kommunikationsdirektør
D +45 3247 7907
Har du behov for at komme i kontakt med Naviair så klik her
EAN 5798000893375 CVR 26059763
Naviair er ISO 9001:2015 certificeret

Naviair Allé 1 | DK 2770 Kastrup | Telefon: 3247 8000 | Fax: 3247 8800 | presse@naviair.dk