I disse dage er der Folkemøde i Allinge på Bornholm, og det betyder en markant stigning i trafikken til og fra solskinsøen.
Hvor der på en normal sommerdag er omkring 30 operationer i Bornholms Lufthavn, er der under Folkemødet mellem 50 og 80 operationer hver dag, og samlet set regner man med knapt 300 operationer i løbet af de fem dage, hvor der skal fragtes gæster til og fra det årlige Folkemøde.
Men det er ikke bare Folkemødet der giver trafik, for også forsvaret har travlt for tiden. Bo, normalt flyveleder i Roskilde, er lige nu på Bornholm for at give en hånd, og han sagde om onsdagens trafik, der samlet set bød på 76 operationer:
- Ja, der var travlt, både med de almindelige rutefly til og fra øen, men også Forsvaret havde virkelig travlt. Vi havde besøg af stort set alt fra T17’ere til F16’erne, faktisk var del vel kun C-130 Hercules’en, der ikke var her onsdag.
Bo er som sagt også flyveleder i Roskilde, og han havde denne kommentar til dels at være flyveleder under Folkemødet i Rønne ATC, dels hvordan det er at være flyveleder uden radar:
- Det er sjovt, det er fedt at være her, når der er så mange fly – og det er også rigtig sjovt at være her, når vi er mere end en person på vagt ad gangen. At vi ikke har radar er selvfølgelig knapt så fedt, men jeg får da skærpet mine ”procedurelle skills”.
Når Bo siger, at der er mere end en på vagt, så betyder det rent praktisk, at den ene flyveleder passer trafikken, mens den anden håndterer alle de ”movements” man til daglig udfører for lufthavnen, og det er alt fra at sørge for, at der i ankomstterminalen gives besked om landende fly, til potentielt at lave METAR’er (vejrrapport) eller sørge for regningen til "General Aviation"-trafikken på Bornholm Lufthavn.
André, der er daglig leder ved Rønne ATC, bakker op om Bo’s kommentarer og slutter med at sige:
- Jeg håber da, at vi snart får en radar herovre, for dels kan vi bedre understøtte Forsvarets behov, men vil også i højere grad kunne tilbyde grønne indflyvninger til den kommercielle trafik. Samtidig vil vi også gøre det mere attraktivt at være flyveleder på Bornholm, hvis man har samme rating som de fleste andre steder.